Kunstnerisk enspænder med sans for hverdagslivet

Kunstbiblioteket i Københavns samling af Næstved-kunstneren Otto Poulsens værker blev i 2018 udstillet i cafeen på Tokkeruplund.

På udstillingen kunne gæsterne bl.a. se en række landsskabsmalerier, stillleben med blomster og flere billeder af mad. Otto Poulsens tilgang til malekunsten var naiv og barnlig. På landsskabsmalerierne skinner solen, træerne og blomsterne, planterne og dyrerne er overdimensionerede og i strålende farver.
– Otto malede naivistisk eller Art Brut (outsiderkunst) og han malede hverdagen. Rigtig mange af Ottos malerier har objekter i hvert hjørne, som et system, han havde. De objekter eller symboler er meget karakteristiske for hans værker, fortæller medejer af Kunstbiblioteket Bodil Riskær, der kendte Otto, som ofte kom på Kunstbiblioteket, der solgte og udlånte værker af ham.

Bodil husker Otto som en særling på mange måder. Han begyndte at male,  efter at han var blevet fyret fra sit job som papirarbejder, og Bodil synes især, at hans madbilleder er bemærkelsesværdige.
– Otto malede mange billeder af mad. Han var fattig og levede af havregrød, og han var altid sulten. Det er også pudsigt og sjovt, sådan som han på mange af madbillederne omhyggeligt har noteret, hvad der er for noget mad, han har malet, fortæller hun.
Otto malede også mange huse, som er malet som et barn i fire til syvårs-alderen ville male huse med vinduer og døre, men kigger man nærmere, rummer Ottos huse også mange arketypiske og psykologiske fortolkninger. Bodil husker særligt maleriet Huset fra omkring 1993, der forestiller et hus, som brænder indvendligt, som en psykiater straks købte, da han så det.
– Otto kendte sjælens og psykens mørke kroge og afveje, og det skildrede han på sin naive og lidt barnlige måde i bl.a. maleriet af det brændende hus, fortæller Bodil.

Bodil og hendes nu afdøde mand, stifter af Kunstbiblioteket, Knud Pedersen, mødte Otto og fandt interesse for hans kunst, på en af de mange censurerede udstillinger, hvor Ottos kunst blev antaget.
– Otto elskede “isenkræmmerkunst” i genren som billeder af en brølende kronhjort. Han byttede sine malerier med andre kunstnere, som elskede hans kunst, men samlere fandt aldrig interesse for ham.  Otto lavede et stort maleri til plejehjemmet, Herlufsholmhjemmet i Næstved, hvor han boede de sidste år af sit liv. Maleriet forestiller et hus, og det er det største, han har lavet. Jeg opdagede på et tidspunkt, at billedet var stillet i kælderen, og gav udtryk for, at jeg synes, at det var en stor fejl. Nu hænger billedet igen på plejehjemmet, og det synes jeg, værket og Otto fortjener, siger hun.

Træskulpturer og fiktive fortællinger

Udstillingen på Tokkeruplund indeholdt også en del koloristiske skulpturer, bl.a. en malet gren i en potte og en række træfigurer, ligesom Otto også har brugt et vaskebræt som lærred.
Træmændene – og de senere trætårne – blev skabt i nye udgaver til alle Ottos udstilinger. De er kendetegnede ved at være skæve og lidt ustabile, og de udfordrede den traditionelle skulpturkunst. Gennem årerne udviklede træmændene sig fra at have fx øjne til at blive mere og mere abstrakte i deres udtryk. I Ottos samlede træarbejde ses en tydelig fascination af genbrugsmaterialer.
– Vi har et hav af træmænd i vores Otto-samling, og i dem udtrykker han igen sin naive og barnlige leg med farver og former i kunsten, fortæller Bodil.

Kunstbiblioteket har også et fint storyboard til en tegnefilm, som sirligt er tegnet på papir og pakket ned i en gul plastikdåse.
– Storyboardet er blot en af de mange historier, som Otto har skabt. Under tegningerne har han skrevet sirlige undertekster. Jeg tør ikke lade det ligge fremme, fordi papiret er så skrøbeligt. Men jeg vil gerne finde en måde, hvor det kan blive imprægneret eller beskyttet, så det kan ligge fremme, for det er så fint, siger hun. På grund af tegningernes skrøbelighed, blev de ikke udstillet. Til gengæld læste Bodil op af nogle af Ottos mange historier, ligesom hun fortalte anekdoter om Otto til ferniseringen.
Otto skrev også teaterstykker, og hans tilgang til at fortælle historier var, ifølge Bodil, lige så naiv og direkte, som den kunst, han malede.
– Han har bl.a. skrevet en scene til en teaterforestilling, hvor han i omhyggelige detaljer beskriver en situation, hvor der spises morgenmad. Der er ikke så meget drama, mere detaljerede beskrivelser af, hvad der er i rummet. Sådan lidt Bertolt Brecht-agtigt, fortæller hun.
Otto tegnede ikke blot til sine tegnefilm, han lavede også plaktater til kunstudstillinger, og han vandt 1. præmien, for den plakat, han sendte til Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i 1984. Under udstillingen på Tokkeruplund, kunne man se et fotografi af plakaten.

Otto var også meget royal, og han sendte en tegning til Dronning Margrethe hvert år, ligesom han har portrætteret Kong Frederik. I 1991 fotograferede dagbladet Politiken Dronning Margrethe, mens hun kiggede på nogle af Ottos træmænd på Charlottenborgs Forårsudstilling.
– Det fotografi var han meget stolt over, og det fulgte ham efterfølgende overalt, hvor han viste sin kunst frem, siger Bodil.

Broderier og væverier

Ottos kunstsamling består også af en del broderier og væverier, hvilket må siges at være usædvanligt, når man tager hans køn i betragtning. Mange af broderierne, der ofte består af farvestrålende, abstrakte mønstre, blev til på nogle af Ottos mange togture.
– Jeg spurgte ham engang, hvorfor han broderede. Han svarede: “Fordi så kommer jeg i kontakt med damerne”, fortæller Bodil og smiler. Hun holdt tydeligvis af Otto og hans unikke personlighed og fortsætter:
– Otto boede på en pløjemark udenfor Næstved i mange år, uden penge, og ind imellem også uden varme og el, og han tilbragte sit liv alene.
Bodil fortæller, at Otto også på et tidspunkt kastede sig over at brodere en alterdug, men det projekt lykkedes ikke så godt for Otto. Bodil er overbevist om, at det var hans forhold til kirken (hvor han jævnligt kom) samt hans royale fascination, der inspirerede ham til at gå igang med alterdugen. Når fx Dronning Ingrid kunne brodere en alterdug, så ville han naturligvis forsøge at gøre hende den royale kunst efter.

Væverierne skabte Otto hjemme i sit køkken, hvor han havde sin væv stående, og han vævede ofte om vinteren. Mange af Ottos vævninger er timeglasformede (de bliver de, når man bruger en opretstående væv), og motiverne er bl.a. huse, øer, vand og træer blandet med abstrakte former. Otto vævede også en klokkestreng, som var med på udstillingen på Tokkeruplund.

Du kan se flere fotografier af de værker, der blev udstillet på Tokkeruplund på Bodil Riskærs website om Otto Poulsen

Otto Poulsen maler på plakaten til Kunstnernes efterårsudstilling, Den Frie Udstillings Bygning, 1984.

Om Otto Poulsen

  • Født den 16. august 1921 i Strøby, Stevns
  • Ophold på epileptikerhjem i Nyborg, hvor han får tegneundervisning
  • Tegner den første tegneseriefilm over O’Haras roman “De grønne vidders land” og begynder at skrive på et stort værk
  • Begynder at male, efter han har købt et maleri i Vinhuset i Næstved
  • Får sine første tre værker antaget på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1971
  • Udstiller på Kunstnernes Påskeudstilling i 1972. Herefter udstiller han hvert år på en eller flere af landets censurerede udstillinger
  • Udstiller i Deauville, Cannes og Rom i 1972-1973
  • Fra 1974 ernærer han sig om kunstner, indtil han får pension i 1986
  • Bor i Næstved fra 1962-1978
  • Bor i Ladby ved Næstved fra 1978-1996
  • Flytter til plejehjemmet, Herlufsholmshjemmet, i Næstved i 1996. Her bor han til sin død i 2006.

Kilde: Lise Buurgård fra bogen “Otto Poulsen – mellem naivisme og outsiderkunst”